Reaktion på din præstation på Ungdomsinstitutionen Egelys årlige personaledag:
Nu kan enhver jo frit og efter eget temperament mene hvad de vil.
Og det er ganske vist, at hos os førte øvelserne (som vanen tro) til diskussion.
Efter nu at have deltaget et par gange er jeg selv af den opfattelse, at det, du leverer, er et
intenst studie i ledelse og pædagogik. Og samtidig en kunstnerisk præstation.
Det sidste forstået således at du kommer, leverer varen og så er det op til os at tolke oplevelsen ind i vores
sammenhæng.
Det er efter min opfattelse en særlig kvalitet ved dit arbejde, at vi ikke efterfølgende skal have tyggget og
fordøjet oplevelsen af dig. Men at vi netop - hver især og sammen - selv må finde ud af, hvad vi kan og vil
bruge den til.
Hos os satte det i den grad gang i diskussioner om ledelse og pædagogik på institutionen og i forhold til de
unge. Hvordan forholder vi os i hverdagen overfor de unge mennesker ? Og såmænd også overfor hinanden ?
Har vi i institutionen en opgave, som er så betydningsfuld at den kræver vores fokusering og nærvær 100% ?
Eller er opkald på min private mobil til enhver tid vigtigere ? Hvad forventer vi af hinanden og tør vi
kommunikere det klart ? Osv., osv.
Sammenfattende: en intens og tankevækkende vitaminindsprøjtning til det daglige samarbejde i
virksomheden, og med masser af stof til både gode grin og eftertænksomhed i tiden fremover. Tak for det.
De bedste hilsener,
Flemming Pommer,
Forstander.
Ungdomsinstitutionen Egely.
OM BONGO-TROMMER OG TRÆFSIKKER KOMMUNIKATION I LEDELSE OG LÆRING.
I forbindelse med et lederuddannelsesforløb stødte jeg ind i Gutten Bach - en skyhøj hippie med bare
tæer i sandaler, halvlangt hår, en afrikansk tromme under armen og 40-50 andre trommer i det
folkevognsrugbrød, han just var ankommet i.
Med dette førstehåndsindtryk oplevedes det helt på sin plads med et frit løb for fordomme og forventninger
om rundkreds og pædagogisk Bongo-trommeri.
Automatpilot tænkningen om rød og grøn stue blev dog hurtigt og alvorligt rystet ud af kurs. Hippie-fyrens
attitude og kommunikationsstil viste sig allerede indenfor det første minut at minde mere om en sergent i
hæren, der nådesløst kommanderede rundt med deltagerne og krævede disciplin ud i sidste geled.
’Hvad f’n bilder han sig ind ?’
Alle skulle have udleveret en tromme og vi blev bedt om at stille os efter højde og i øvrigt tie stille.
Allerede her gik det helt galt. Vi små-fnisede og småsnakkede, nok mest af nervøsitet og over overraskelsen.
Den gik bare ikke. Gutten Bach slog ned på det hele, at vi ikke hørte efter, at vi stod i forkert rækkefølge, at
vi grinede – uden at have fået lov!
Så tror jeg nok lige, at jeg havde fået autoritær disciplin nok! Hvad f’n bildte han sig ind at udtrykke sig i disse
barske vendinger og kommandere sådan rundt med os. Min iboende anti-autoritære sjæl stod af for en stund.
’Ingen taler sådan til mig’ krævede sin plads og jeg besluttede at blev det værre kunne jeg jo bare gå, jeg kunne
i øvrigt heller ikke finde ud af slå på tromme anyway.
Inde i salen sad vi ganske rigtigt i rundkreds, men ellers blev ingen af fordommene opfyldt. Instruktionerne til
trommeriet var korte, præcise og krystal-klare, og disciplineringen fortsatte ubønhørligt.
Som tiden gik, blev det efterhånden lidt pinligt at gå, så jeg blev, heldigvis, for efter en tid begyndte det faktisk
også at blive helt sjovt og, ikke mindst, meget lærerigt.
Vi klumrede i det, igen og igen, hvilket viste sig at være helt OK. Det var snakkeriet, at vi ikke var
opmærksomme, at vi ikke hørte efter og at vi gjorde det vi troede vi skulle gøre og ikke det vi faktisk havde fået
besked på, der blev slået ned på.
Kan voksne mennesker modtage en kollektiv besked ?
Noget af det mest grundlæggende i læring uanset om det er læring i at tromme eller læring i forandringsprocesser
i organisationer, er at kunne modtage og bearbejde et budskab, og i de fleste sammenhænge, vil dette budskab
blive formidlet i gruppesammenhænge.
På småbørnestadiet arbejdes der med barnets evne til at modtage en kollektiv besked, hvilket børn almindeligvis
ikke er i stand til før de er 4-5 år gamle. Indtil da er børn for meget i deres egen verden og for letafledelige og
ukoncentrerede til at opfange budskabet i fælles beskeder.
Hvordan ser det så ud, når vi bliver voksne? I princippet er vi jo nu så udviklede og så veludrustede opfattelses-
og koncentrationsmæssigt, at det burde være muligt at modtage en kollektiv besked, og det kan vi da som oftest
også - men, min erfaring er, at det lige så tit går galt.
Både i forbindelse med ledelse og i forbindelse med undervisning har jeg med jævne mellemrum stået i den
situation at en medarbejder eller en studerende har sagt ’det har vi da ikke aftalt’ – eller ’det har vi da ikke
haft noget om – snakket om, drøftet, ’det har jeg da ikke hørt eller sådan har jeg ikke forstået det’, på trods
af at pågældende tema eller emne har været på som dagsordenspunkt ved adskillige møder, der oven i købet
er skrevet referat af, eller på trods af, at det meste af en undervisningsdag har omhandlet emnet.
Hvad sker der i disse situationer ? Og hvordan kan det være, at træfsikkerheden i kommunikationen er så relativt lille ?
En enkel forklaring kunne jo være at budskabet ikke er præcist nok. Måske pakkes det ind i alt for meget snak,
diskussioner og drøftelser, der forvirrer og afleder modtageren fra essensen i budskabet.
Et andet bud på en forklaring er, at det er sjældent at alle de der burde være til stede, egentlig er det. Folk har fri,
bliver forhindrede, kommer lidt for sent, går til et andet vigtigt møde før tid… og får således ikke hørt budskabet.
Et tredie bud er, at folk er til stede men optaget af kommunikationen med sidemanden, verbalt eller nonverbalt,
eller af sin mobiltlf eller pc’en og denne udfordring om simultankapacitet mindsker opmærksomheden på det
formidleren har gang i.
Et fjerde bud er at folk er fysisk tilstede men mentalt et helt andet sted. I gang med at planlægge det der skal
ske lige om lidt eller i gang med at evaluere et eller andet der er sket tidligere, og derfor ikke nærværende i
forhold til dette budskab.
Et femte bud er, at automatpiloten kører i selvsving. Vi ser det vi forventer at se, vi hører det vi gerne vil høre
eller forventer at høre osv, og det der faktisk siges bliver tilpasset disse forventninger. Et konkret udtryk for, at
det er modtageren der bestemmer budskabet.
Et sjette og sidste bud er at vi ’effektiviserer’ vores opmærksomhed. Det vi plejer at høre, og har hørt før,
behøver vi jo ikke at anstrenge os for at lytte til og forstå igen. Når formidleren går i gang med sit budskab
skal der ikke være mange genkendelige træk før vi mener at have hørt det hele én gang før, og vi slår hjernen
fra og falder i staver eller tilbage til at planlægge, evaluere etc.
Effektiv læring fordrer disciplin.
På 2½ time lærte vi, små tyve ledere, mange uden rytmisk sans og andre ganske rum-retningsforstyrrede uden
sans for venstre og højre, at spille tromme, at lytte til hinandens trommeri og falde ind det rigtige sted og at få
det hele til at gå op i en fælles enhed, der lød helt fantastisk godt.
Hvad skete der, hvordan gik det til ? Og tænk sig, hvis denne læringseffektivitet kunne overføres til andre sammenhænge.
Refleksionerne både under tromme-seancen og efterfølgende omkring effektiv læring, har været, at Gutten Bach
imødekom samtlige faldgruber i forbindelse med træfsikker kommunikation. Han rystede og overraskede os,
hvilket vækkede vores opmærksomhed. Herefter insisterede han på en vedvarende opmærksomhed og
læringsdisciplin og hans budskaber var præcise uden omsvøb. Hans læringsstil var under hele seancen
styrende og autoritær. Demokratiske diskussioner og ’det synes jeg’ blev henlagt til den efterfølgende fælles drink.
Trommespil – et middel og et mål.
At opfatte Gutten Bachs tromme-seance som et par timer med Bongo-Gongo trommeri svarer til at opfatte H.C.
Andersens ’den grimme ælling’ som en historie om en stakkels svane-unge, der ikke kunne finde sin rigtige familie.
En i sig selv sød, rørende og rigtig god historie. På samme måde fik vi trommet – og sunget og danset og det var,
i Hippie-termer, ’helt vildt fedt’. Rummet og deltagerne blev opladet med en energi og en fantastisk følelse af
fællesskab og sejrsfølelsen over at kunne frembringe et vellydende fællesspil gav et kick og en rus, der satte
motiverende spor i deltagerne længe efter. Bongo-trommerne kan således anvendes i virksomheder og
institutioner alene med disse formål.
Der hører imidlertid, som bekendt, meget mere til historien om den stakkels svane-unge end som så. Således har
metalæringen i forbindelse med tromme-seancen også været den, der både har varet længst og sat sig de dybeste
spor. Med Gutten Bach’s læringsmetodik som rollemodel har undertegnede bl.a. tilegnet sig helt nye måder at
skabe grundlag for læring og formidling. På trods af min meget anti-autoritære sjæl, har jeg måttet erkende, at
krystalklar kommunikation og en autoritær insisteren på opmærksomhed må have sin plads ved siden af
demokratisk dialog og lydhørhed, i hvert fald når jeg vil sikre mig, at kommunikationen er effektiv og træfsikker.
Og ! Genlæsning af ’den grimme ælling’ medfører for de fleste nye opdagelser og erkendelser. Lige sådan har
det været med refleksionerne over tromme-lærings seancen, der har givet anledning til eftertanker om
gruppeprocesser og gruppe-dynamik, om betydningen af at tage sit arbejde og sig selv alvorligt, om
effektivisering af arbejdsprocesser og meget mere. Han har tænkt sig om, ham Gutten Bach.
